Efterårsmøde – 24. november 2022

Historisk forening for Gråsten By og Egn afholder sit årlige efterårsmøde i Ahlmannsparken torsdag d. 24.11. kl. 19, og i anledning af Det lille Teaters 50års jubilæum i år, er taleren denne gang skuespilleren Lars Thiesgaard.

Lars Thiesgaard (©HEIN)


Lars Thiesgaard – by HEIN photography

Det lille Teaters historie er også en del af Gråstens historie. Under overskriften ”Det lille Teater med den store betydning” vil Lars fortælle om den periode, hvor han som barn og ung deltog først i ”børnedramagruppen” og senere i ”ungdomsgruppen” på Det lille Teater og derudover i
teaterstykker med både børn, unge og voksne. Om det fantastiske for et barn og ung i et par timer om ugen at dyrke dramalege, spille roller og ”danse skævt” sammen med andre, både jævnaldrende, yngre og ældre.

Lars vil fortælle om, hvordan arbejdet med og påvirkningen fra dramatimerne i Det lille Teater også har formet ham som person, har påvirket hans valg senere i livet og om, hvordan amatørteateret i høj grad medvirker til udvikling både for den enkelte og for fællesskabet.

Man vil få et indtryk af, hvor vigtigt det er at møde kreative udtryk – i dette tilfælde teateret – det være sig både som aktivt udøvende og som publikum, og man vil høre om, hvordan Det lille Teater blev en etableret del af det kulturelle tilbud i Gråsten.
På mødet uddeles årsskriftet til medlemmerne. Alle er velkomne.

Fakta:
Sted: Ahlmannsparken i Gråsten, BHJ-salen
Tid: torsdag d. 24.11. kl. 19
Entré: gratis for medlemmer, ikke-medlemmer 30 kr.
Kaffe og Kage: kan købes i pausen, pris 50 kr.