Carl C. Biehl

Forrige historie

Her er lidt billeder fra udstillingen om Carl C. Biehl i Gråsten Lokalhistoriske Arkiv, Nygade 14 i Gråsten:

Carl C. Biehl blev født den 17. marts 1872 i Sønderborg. Hans far var oprindelig skibsfører, men måtte af helbredsmæssige grunde gå i land og åbnede en lille
skibshandel.
Små kår i hjemmet gjorde, at Carl. C. Biehl allerede tidligt måtte bidrage til hjemmets og familiens underhold — han blev bydreng for en ugeløn på 1 mark.
Han ville gerne have stået til søs og fulgt i faderens kølvand, men moderen satte sig imod, og realiteten blev: fire år i købmandslære med arbejdstid fra seks morgen til ti aften på alle ugens hverdage.
I 1892 overtog Carl C. Biehl en ældre brors stilling som bogholder i en stor virksomhed i Gråsten. Det var en stor forretning, Carl C. Biehl var blevet ansat i,
men ledelsen var dårlig – og det endte da også med fallit. Med en driftskapital på 3000 mark blev ”grundstenen” lagt til en virksomhed, der i 1997 kunne fejre 100 års jubilæum.
Under beskedne forhold og næsten ubemærket startede han i 1897 egen virksomhed. 1. maj 1898 åbnede han på hjørnet af Slotsgade og Nygade en forretning med herretøj og en forretning med cykler.

  1. juli 1923 skrev Biehl i sin dagbog
    ”I dag blev jeg Ridder af Dannebrog sammen med min
    nabo guldsmed Jacobsen. Jeg ville hellere have været fri
    men man kan jo ikke nægte modtagelsen. Men der skal
    ikke gøres stads deraf, og jeg slider ikke ordenen op.”

Anlæg af en havn i Gråsten var en sag, der først og fremmest optog Biehl. Allerede inden 1914 havde han syslet med planen. Det daværende kommuneråd med overvejende tysk flertal lod sig kritikløst råde af den kommisariske kommuneforstander, og denne havde fået regeringen i Slesvig med på en plan om en pælebro mage til dampskibsbroen.
Et sådant havneanlæg ville være noget elendigt makværk og Biehl allierede sig dengang med hertugen for at få denne havneplan forpurret. Det lykkedes, da Biehl også havde fået et par nyvalgte tyske medlemmer gjort interesserede i sin
plan med et rigtigt havneanlæg med kaj og jernbanespor. Det viste sig også, at regeringen i Slesvig var blevet fejl instrueret af den tyske kommuneforstander.

Imidlertid kom krigen og Biehl kom så først efter genforeningen i 1920 i gang med at få skaffet Gråsten den havn, som byen trængte til. Der var uhyre vanskeligheder at overvinde, men i september 1923 kunne den nye
havn indvies, Og dermed havde Biehl nået et af de mål han i årevis havde kæmpet for.
Han skrev i sin dagbog 21.september:
I dag blev havnen indviet. Den er et pragtværk, som den ledende ingeniør har ære og fornøjelse af. Han har gjort et godt stykke arbejde og ofte gjort mere, end han efter kontrakten var forpligtet til. Nu håber jeg at Gråstens borgere får øjnene op og ser, hvad en god havn betyder for byen.
Jeg var ikke selv tilstede ved indvielsen, da jeg ikke ynder slige fester, der har lighed med skuespil.”


Her lå Indtil 1997 slagtermester Petersens hus. Det var efterhånden blevet ret forsømt, men man var i Gråsten ikke helt enige om det skulle rives ned, eller
man skulle lave et museum i det, Det sidste ville blive meget dyrt, så enden blev nedrivning. Kommunen havde en plan om et grønt åndehul midt i byen – ned til Gråsten Slotssø.
Da firmaet Carl C. Biehl samme år fejrede sit 100 års Jubilæum, valgte Gråsten by, som æresbevisning til minde om firmaets stifter, at give anlægget navnet, “Carl C. Biehls Plads”. Firmaet var jo startet på hjørnet lige over for.
Pladsen blev i 2014 udsmykket med Prins Henriks “Dronningeskulptur”
Det er en kopi af en skakbrik.


På et foto af Slotsgade 15 ses to navne anført, der står Brodersen på det ene skilt og Carl C. Biehl på det nederste. Biehls barnebarn har fortalt, at hans oldeforældre har boet i huset, om det var deres ved vi ikke, men Biehl købte det omkring 1905 og byggede en etage ovenpå og indrettede butik og lager i stueetagen. Der er senere bygget til bagud mod Slots søen.
Biehl havde en aftale med Hertug Ernst Güinther om, at han, som den eneste i byen, måtte have en båd i søen. Derfor havde han også en bro, som båden kunne ligge ved. Her er familien og han fotograferet mange gange.
I 1945 overlader Biehl forretningen til børnene, de ses her uden for huset.
CarlC. Biehl dør 1950.
Firmaet flytter i 1971 fra Slotsgade 15 til Buskmosevej 2 til et helt nyt trykkeri med rationelle produktionsfacliteter, rummelige lagerlokaler og kontorer.
Her fejrer de i 1997 100 års jubilæum og har i den forbindelse udgivet bogen ”Dekadernes Vingesus”. I dag hedder trykkeriet TopTryk.