50 år med Historisk Forening og Lokalhistorisk Arkiv i Gråsten fejres

Den 6. februar 1975 indbød en kreds af lokalhistorisk interesserede til et møde på Hotel Gråsten. Meningen med mødet var at oprette en lokalhistorisk forening for Gråsten området. Primus motor var direktør Poul Andersen fra Munkemølle.

På mødet vedtog man at stifte en sådan forening, og den fik navnet Historisk Forening for Graasten By og Egn. Formålet var at vække og nære interessen for egnens historie.

Der blev valgt en bestyrelse, formand blev Poul Andersen, og en af de første ting, der blev sat i gang, var nedsættelse af et arkivudvalg samt et skriftudvalg (forlag).

Man startede i privaten hos Poul Andersen, flyttede senere til biblioteket på Stationsvej, og i 1979, da Ahlmannsparken åbnede, flyttede man med og fik lokaler i kælderen. De blev dog efterhånden for små, og i 2018 var man så heldige at kunne flytte til nyindrettede lokaler på Nygade 14, hvor man nu holder til.

Hvert år siden har foreningen udgivet et årsskrift med nyt fra området. Desuden har man arrangeret adskillige udflugter og foredrag samt udgivet en del bøger, senest bogen om Gråsten efter Genforeningen. Man oplever stor deltagelse fra medlemmerne. Arkivet har nu 11 frivillige medarbejdere og en arkivleder, Preben Vagn Knudsen. De modtager jævnligt med tak afleveringer fra private og firmaer eller foreninger med billeder, protokoller og andre papirer.

Jubilæet markeres med en jubilæumsreception fredag d. 7. februar kl 14.00 på Den gamle Kro i Slotsgade 6, Gråsten. Programmet byder på et mini causeri af museumsinspektør Mads Mikkel Tørsleff fra egns- og grænsemuseet Oldemorstoft om Gråstenæblets historie. Derefter forskellige festtaler. Man er velkommen til også at se arkivet efter receptionen.

Tilmelding er desværre nødvendig, og kan bookes fra mandag den 13. januar kl 12:00 her på hjemmesiden.

Skriv en kommentar